Inger Støjbergs fejlslagne 100 dage
Ane | onsdag, juli 22nd, 2009 | No Comments »Bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 16. juli 2009.
25.000 arbejdsløse. Så mange danskere har mistet jobbet, mens Inger Støjberg har været beskæftigelsesminister. Ministeren nu siddet i 100 dage, og hendes kommentar har igen og igen været, at regeringen ser tiden an. Jeg synes, regeringen burde bruge mindre tid på at se tiden an og mere tid på at gøre noget. De 25.000 danskere, der har mistet jobbet under Støjberg, er mere end rigeligt.
Der er ingen tvivl om, at den voldsomt stigende arbejdsløshed i høj grad skyldes den internationale udvikling. Men det fjerner ikke indtrykket af, at regeringen har gjort for lidt – og for sent – for at undgå en eksplosion i arbejdsløsheden.
Støjberg mener at have situationen under kontrol. Hun siger, at der er gjort nok. Men den samlede virkning af regeringens forskellige hjælpepakker under krisen er blot 12.000 nye job. Men en arbejdsløshed på knap 100.000 er ministerens vilje til at gøre noget for 12.000 danskere næsten en hån.
Ministeren er ikke til megen trøst for de 25.000 nye arbejdsløse. I stedet for at se tiden an, burde regeringen sætte ind med offentlige investeringer, der kan sætte gang i hjulene og skabe arbejde. Vi kan slå to fluer med et smæk ved at renovere vores fælles skoler, sportshaller og plejehjem, som i den grad trænger til en kærlig hånd. Samtidig med bedre forhold for børn og ældre ville det betyde indhold i de tomme ordrebøger.
Det er for sølle, at Inger Støjberg og regeringen blot lukker øjnene. Efter de første 100 dage på posten, er hun mere arbejdsløshedsminister end beskæftigelsesminister.




