Det behøver ikke gøre så ondt, Løkke

Ane | fredag, juli 2nd, 2010 | No Comments »

GENOPRETNINGSPLAN: Her ved indgangen til en solrig weekend trækker der sig alligevel nogle mørke skyer sammen over landet.

Det er nemlig i dag, at Folketinget slår sidste søm i deres såkaldte ?genopretningsplan?. Mange danskere kender den bedre som nedskæringspakken og det med god grund.

Finanskrisen har skubbet os ud på kanten af afgrunden, hvis man skal tro finansministeren. Og det er altafgørende for dansk økonomi og dansk velfærd, at vi skrider ind med en krisepakke, der gør ondt, kan man forstå på statsministeren.

Men der er to fejl i det, regeringen og Dansk Folkeparti siger. For det første er det direkte forkert, at hullet i statskassen er nogle andres skyld. Det er på grund af regeringens egen politik i de gode tider, at vi nu skal spare og skære ned.

Danmarks økonomi ville se anderledes ud, hvis de velhavende i Danmark ikke havde fået store skattelettelser. De 24 mia. kr., som genopretningsplanen skal finde, svarer stort set til det beløb, som regeringen gav i skattelettelser i 2003 og 2007. Ufinansierede skattelettelser, der nu skal betales.

For det andet behøver det ikke gøre så ondt, som Lars Løkke lægger op til. Faktisk kan den hårde opbremsning gøre tingene værre ifølge en række økonomiske eksperter.

Den internationale erhvervsavis Financial Times skrev for nylig i en leder, at det kan bremse opsvinget, hvis man skærer for hårdt. Man kan næppe anklage netop den avis for at være videre venstreorienteret, men alligevel understregede Financial Times, at det er unødvendigt og direkte ufornuftigt, hvis økonomien grundlæggende er stærk.

Den danske økonomi er stærk, og det koster tusindvis af private arbejdspladser, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti nu skærer hårdt i de offentlige budgetter.

Man kan spørge sig selv: Hvorfor fyre sygeplejersker og lærere, når vi har brug for dem, og den høje arbejdsløshed i forvejen er et stort problem? Hvorfor stoppe offentlige byggerier midt i en krise, hvor hver anden nordjyske murer i forvejen er arbejdsløs?

Den fornuftige vej er en anden. I stedet for at fyre og skære ned, som regeringen og Dansk Folkeparti i dag vedtager at gøre, skulle man hellere investere og ruste os til fremtiden.

Vi har allerede mistet over 150.000 job alene i 2009. Og endnu flere job er forsvundet i 2010. Det betyder, at der er op til ni arbejdsløse for hvert ledigt job. Tallet er endnu højere i Nordjylland.

Alligevel pisker den såkaldte genopretningsplan de arbejdsløse og forringer vilkårene for alle de danskere, der hver måned betaler til deres a-kasse. Pia Kjærsgaard går forrest med pisken, for folk skal ikke være på dagpenge ? de skal have et job, som hun siger. Men hvordan skal de arbejdsløse nordjyder finde arbejde?

Planen skærer også i de offentlige budgetter. Det vil gøre ondt på mange ude i kommunerne, når pengene skal findes i børnehaven eller på plejehjemmet.

Planen rammer børnefamilierne. Og familier, der ikke kan få børn. Den rammer pendlerne og unge i skolepraktik. Og den kører en grønthøster hen over alle uddannelser og al forskning.

Regeringens besparelser sker med lukkede øjne og uden at fokusere på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. I stedet for at investere i fremtiden skærer de ned.

Det er i den grad ufornuftigt. Og i virkeligheden er det slet ikke nødvendigt.

Vi skal finde 24 mia. kr. Det er mange penge. Men vi kan finde pengene ved at satse på fremtiden. Ved at arbejde os ud af krisen.

Socialdemokraternes plan går en anden vej. Først skal vi sikre arbejde til de arbejdsløse og sætte gang i væksten igen. Vi skal kickstarte dansk økonomi med offentlige investeringer og en ny erhvervspolitik.

Derefter skal vi lukke hullet i dansk økonomi. Ikke ved at skære i vores fælles velfærd. Men ved at løfte i flok. De unge skal lidt hurtigere igennem uddannelserne, og vi skal hæve det, der med et fint ord hedder arbejdsudbuddet. Det gør vi eksempelvis ved alle sammen at arbejde lidt mere hver uge ? selvfølgelig med fuld løn. Hvis vi i gennemsnit arbejder 12 minutter mere om dagen, vil det give 15 mia. kr.

Regeringen og Dansk Folkeparti har fuldstændigt lukket øjnene for, at der er andre veje ud af krisen. Deres løsning er hverken den eneste eller den bedste. Tværtimod er der en anden vej. Desværre er det ikke den, regeringen og Dansk Folkeparti i dag stemmer igennem i København.

Efterlad en kommentar