Så ramte pisken
Ane | mandag, juni 28th, 2010 | No Comments »Ufornuftig. Usolidarisk. Og udansk.
De tre ord beskriver den voldsomme spareplan, som regeringen og Dansk Folkeparti har smækket i hovedet på danskerne i denne uge.
Karsten Lauritzen (V) roser planen med store ord (Nordjyske 27. maj). Han kalder spareplanen for ansvarlig.
Men hvordan er det ansvarligt at stikke en kæp i hjulet på mange børnefamiliers økonomi fra den ene dag til den anden?
Hvordan er det ansvarligt at halvere dagpengeperioden, når arbejdsløse nordjyder ikke har nogle job at søge?
Og hvordan er det ansvarligt at træde hårdt på bremsen og dermed kvæle det spæde opsving, økonomien endelig er inde i?
Det er som om, regeringen ikke ved, at det er virkelige familier, de rammer. De ser et tal i stedet for en arbejdsløs, der mister sine dagpenge. Og de ser et økonomisk regnestykke i stedet for den børnefamilie, der ikke kan få hverdagen til at hænge sammen uden børnepengene.
Dansk Folkeparti siger altid, at de holder hånden over dem, der har mest brug for det. Men de har det hele i munden. De er gået forrest, da de arbejdsløse og børnefamilierne skulle rammes. Hvor solidarisk er det? Hvor ansvarligt er det?
I stedet for at spare og fyre os ud af krisen, skulle vi hellere arbejde og investere os ud af krisen. I stedet for at fjerne dagpengene fra de arbejdsløse nordjyder, skulle vi hellere sætte gang i væksten, så de kunne komme i arbejde.
Se dét ville være ansvarligt.




